Published On: 20. marts 2017

18.02.2013

I oktober måned 2011 slog Anja Høenhof Vesterskov dørene op til Madkontoret på CEMTEC i Hobro. Siden er det gået stærkt. Madkontoret har fået en forrygende start – både til glæde for de ansatte på CEMTEC og alle andre med hang til lækker mad lavet fra bunden af kvalitetsråvarer.

Anja har tidligere været selvstændig i restaurationsbranchen. De seneste år har den primært stået på familieforøgelser og barsel, men da udfordringerne på arbejdsmarkedet igen begyndte at kalde, var Anja klar til på ny at springe ud som selvstændig.

– Jeg er typen, der godt kan lide at være selvstændig med alle de spændende udfordringer, det rummer. Så da jeg hørte, at CEMTEC var på udkig efter en person til at stå for forpagtningen af deres kantine, så jeg straks muligheder.

– Omgivelserne er dejlige, atmosfæren i huset er god, og køkkenfaciliteterne er perfekte.
– Så jeg kunne stå for den daglige kantinedrift her på CEMTEC, samtidig med at Madkontoret kunne levere mad ud huset til alt fra frokostordninger, middage og lignende. Samtidig er der jo også mulighed for, at kunderne kan leje kantinen til eksempelvis jubilæum, reception eller fest, fortæller Anja Høenhof Vesterskov.

– Hver dag er der mellem 60 og 75 spisende i kantinen her på CEMTEC, og i tillæg har jeg haft rigtigt travlt med mad ud af huset. Det er gået utroligt stærkt, og jeg har allerede ansat en medarbejder på 32 timer om ugen. Samtidig har jeg fem løsarbejdere og en praktikant, der hjælper til efter behov.

– Jeg lægger vægt på at lave næsten alt maden helt fra bunden. Eksempelvis bage alt mit brød selv. Samtidig er det en selvfølge at bruge de bedste råvarer.

– Jeg har været i gang i godt et år, og min største udfordring har faktisk været ikke at tage alt for meget ind, og nogle gange vurdere, hvor kræfterne skal bruges. Jeg vil hellere sige nej til noget, end at gå den mindste smule på kompromis med kvaliteten.

– Jeg har meget fokus på, at det også skal være sjovt og inspirerende at stå i spidsen for Madkontoret. Vi skal servere ”mad med kærlighed” – for det er jeg sikker på, kunderne kan smage, lyder det afsluttede fra Anja.