Daniel Lux (CEO Cemtec Fonden), Franz Cuculiza (Bestyrelsesformand) og Jesper Skov Mikkelsen (nyt bestyrelsesmedlem).

Cemtec Fonden har i dag konstitueret nyt bestyrelsesmedlem. Valget er faldet på borgmester i Mariagerfjord Kommune, Jesper Skov Mikkelsen, som overtager posten fra den tidligere borgmester.

Med konstitueringen styrkes den lokale forankring og det tætte samspil mellem erhvervsliv, vidensinstitutioner og kommune – et samspil, der er helt centralt for fondens arbejde.

Cemtec Fondens formål er i samarbejde med Aalborg Universitet og andre videncentre at formidle viden til virksomheder og afhjælpe virksomheders vidensbehov i et større geografisk område omkring Hobro. Målet er at styrke innovativ erhvervsudvikling og udviklingen af betydende kompetenceklynger. Fonden kan indgå i samarbejder og økonomiske engagementer, der fremmer dette formål, og arbejder desuden med at etablere og udbygge bygninger med teknisk indhold med henblik på udlejning til virksomheder og institutioner for at skabe det nødvendige udviklingsmiljø.

Jesper Skov Mikkelsen udtaler:

“Cemtec spiller en vigtig rolle i at bygge bro mellem viden og erhvervsliv. Jeg ser frem til at bidrage til at styrke de lokale virksomheders adgang til viden, samarbejde og de fysiske rammer, der understøtter innovation og vækst i hele Mariagerfjord-området.”

CEO i Cemtec, Daniel Lux, ser frem til samarbejdet:

“Vi er meget glade for, at Jesper har sagt ja til at påtage sig rollen i vores bestyrelse. Med hans indgående kendskab til både kommune og erhvervsliv står vi stærkt i det fortsatte arbejde med at udvikle Cemtec som samlingspunkt for teknologisk udvikling, vidensamarbejde og vækst.”

Med det nye bestyrelsesmedlem fortsætter Cemtec sit arbejde med at skabe stærke rammer for innovation, samarbejde og bæredygtig erhvervsudvikling i området. Cemtec Fonden favner i dag den fysiske erhvervspark i Hobro samt udviklingsindsatserne Hydrogen Valley og Oxygen Valley. Hydrogen Valley arbejder med CCUS, Power-to-X og grønne brændstoffer og bidrager til udviklingen af fremtidens energiløsninger. Den seneste indsats, Oxygen Valley, har fokus på biodiversitet og genoprettelse af økosystemet i Mariager Fjord og understøtter dermed den grønne omstilling i et bredere samfundsperspektiv.